Den australske hovedstad

For 33 år siden var min far, Claus, på udveksling i Australien. Han boede hos forskellige familier i Canberra i et år. To af familierne har vi haft på besøg i Danmark. Colin og Marcia var i Danmark for 10 år siden, og Peter og Louise var på besøg sidste år. Det var derfor oplagt at tage en smuttur til Canberra og sige hej til de to familier, især når det kunne gøres samtidig med, at der var to store løb i Canberra.

Claus som ung i Australien

Jeg fløj afsted fra Melbourne onsdag morgen og blev samlet op af Colin og Marcia. Med dem så jeg toppen af Mount Ainslie, Canberra Aboretum og National Portrait Gallery. Colin og Marcia bor på den nordlige side af Lake Burley Griffin - opkaldt efter arkitekten som tegnede Canberra. Fra deres hus kan man gå ned til Australian War Memorial, som er et sted, hvor man mindes alle de døde australske soldater. Der er også et stort museum tilknyttet, hvor man kan læse om alle de australske krigseventyr.

Australian war memorial

Udsigt fra Mount Ainslie

Udsigt fra Canberra Aboretum

Colin, Marcia og mig

Midt på dagen torsdag rykkede jeg over til Peter og Louise. De bor på den sydlige side af Lake Burley Griffin - lige overfor premierministerens bolig. Med dem så jeg den nye og den gamle parlamentsbygning, Australiens national museum og Telstra Tower, et stort tårn som står på toppen af en af bakkerne. Jeg nåede altså at se det meste af byen på tre dage.

Peter og Louise's hus

Vi var ude og lufte hunde omkring den nye parlamentsbygning.

Mit håbløse forsøg på at gendanne et gammelt billede. 

Udsigt fra Telstra Tower

Louise og mig

Peter og mig 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om Canberra. På den ene side kan jeg forestille mig, at det er en rigtig lækker by at leve i. Der er meget plads. Vejene er brede, og der er masser af parker. Man skal heller ikke køre langt, før man kommer ind i et reelt skovområde. På den anden side virkede det ikke som en rigtig by. Den har ikke charmen fra en europæisk by, hvor det hele er lidt presset sammen. De store og vigtige bygninger som parlamentet, højesteret, den britiske ambassade osv. ligger alle sammen i noget park lige syd for Burley Griffin søen.

De originale planer for Canberra

Old Parliament house lige før åbningsceremonien. Bygget midt på en mark.

Fredag aften tog jeg afsked med Peter og Louise for at slutte mig til Tash og Aston Key, som var kørt op fra Melbourne efter skole om fredagen. Lørdag og søndag bød på henholdsvis 19 km ultralang og 6 km skovsprint.

Billede af hvordan terrænet så ud om lørdagen

Runde 1

Runde 2

Runde 3

Som sagt var ultralang om lørdagen 19 km, hvilket i sig selv ikke er ultralangt. Det der gjorde den lang var den massive bakke, som vi skulle løbe rundt på. Jeg endte med at løbe lidt over 900 højdemeter. Hver løber havde 3 runder. De to første var gaflet, og den sidste var ugaflet.

Vi startede ud i en fællesstart, og det gik egentlig meget godt. Jeg fandt to fra Victoria, som jeg kunne løbe med, og vi kom derudaf. Til slut på den første runde lavede en af de andre og jeg en fejl på post 12. Kort tid efter passerede jeg publikumstrækket første gang sammen med en anden.

På anden runde løb min løbemakker fra mig, og jeg begyndte at mærke trætheden. Jeg følte dog stadig, at jeg godt kunne gennemføre løbet. Jeg fik det sidste kort, da jeg passerede publikumsposten anden gang. Den sidste runde var længere end de to andre, jeg havde løbet. Pludselig følte jeg mig meget træt. Her var jeg også oppe på at have løbet i 2 timer og havde taget ca. 600 højdemeter.

Jeg halvt løb, halvt gik til post 1 på den nye sløjfe. Derefter var der tre meget irriterende poster, ned, hen og op igen.  Her blev jeg overhalet af en orienteringsløber fra Melbourne, som jeg normalt slår stort. Det gjorde mig bare endnu mere træt. På vej til post 4 løb jeg forbi post 8 for at få noget vand. Det hjalp lidt, men kort tid efter var jeg nede at gå igen. Da jeg kom tilbage til post 8, satte jeg mig ned på en sten og drak noget vand, men jeg ville gennemføre, så jeg fortsatte. Ved post 9 måtte jeg dog erkende, at det var for langt for mig. Jeg havde kvalme og kunne kun gå. På det tidspunkt havde jeg været over 3 timer i skoven.

Runde 1

Runde 2

Runde 3

Søndag var jeg klar til at få revanche for det personlige nederlag, ultralang havde været. Jeg startede sammen med en anden o-løber udvalgt fra den australske rangliste. Igen var der tre runder. De to første var gaflet og den sidste var ugaflet. Banerne var 6 km i et rimeligt fladt område, så det var lidt ligesom en skovsprint.

Siden jeg ikke har løbet alle ranglisteløb, var jeg blevet sat sammen med formanden for det australske forbund. Han er en 40-årig mand med en god ølmave. Ham løb jeg heldigvis fra med det samme.

Afsted gik det på den første runde, og jeg havde rimelig god fart på. På vej op til første publikumspassage - i modvind - kunne jeg dog mærke, at benene ikke kommer sig så let efter 19 km. Anden runde var en hård kamp om bare at holde tempoet oppe. Sidste runde var lidt nemmere at håndtere, og jeg endte også med at sprinte fra en hurtig løber, som havde indhentet mig.

Derefter var der kun en 6 timers køretur tilbage.

Alt i alt en lidt blandet tur til Canberra, men jeg fik helt sikkert en masse ud af turen.

Den australske "bush"

Som jeg skrev om i det tidligere opslag, så er den australske natur afhængig af skovbrande. Det er noget orienteringsløbere lever med. De ved, at deres gode terræner på et eller tidspunkt vil brænde ned, derefter har de 1-2 år med et rigtigt godt terræn, før det hele vokser op og gør terrænet meget tæt indtil det brænder ned igen.

Et område som nok snart får sig en skovbrand er det legendariske granitområde "Kooyoora"

Området er ret fedt at løbe rundt i nogen steder, men det er for det meste meget tæt. Der er grene, som blokerer for dit løb hele tiden. Tæt på Kooyoora ligger Mount Korong, som ikke er lige så legendarisk, men det er mere åbent og har også en del granit detaljer.

Her var jeg ude og løbe forleden, det var sindssygt fedt. Solen skinnede, det var 15 grader, og jeg løb rundt mellem store sten og kænguruer.

Disse to terræner ligger lidt under en time fra Bendigo. Bendigo er den 4. største by i Victoria, og den ligger 2 timer nord vest for Melbourne. Omkring Bendigo kan man finde gully/spur terræn. Det er et meget diffust terræn med en del store slugter og udløbere.

Denne bane løb jeg for et par weekender siden. Der var nogen meget diffuse åbne områder, hvilket gjorde det super svært i indløbet til post 4 og omkring de sidste poster. 

Til post 9 løb jeg til højre over den høje bakke på stien, hvorefter jeg løb ned igennem slugten og over udløberne ind i posten. Jeg tror dog, at venstre rundt om bakken ville have været bedre. 

Denne bane er fra den eneste natorientering konkurrence, jeg har løbet, mens jeg har været hernede. Igen kan man se, hvordan der kun er slugter og udløbere. Det ligner næsten et ufærdigt kort.

Dette var en fællesstart. Vi var tre hurtige løbere, som deltog. Desværre havde to andre den samme gafling, så jeg var alene efter post 2. Jeg havde svært ved at få min nat orientering teknik til at virke i det diffuse terræn. Endte dog alligevel med at vinde, fordi de to andre lavede en stor fejl på post 30.

I området omkring den anden butterfly kan man se en lille smule guldgraverterræn. Omkring Bendigo finder man en del guldgraverterræn. For at beskrive den form for terræn vil jeg først fortælle lidt om selve Bendigo.

Omkring 1850 blev der fundet guld i det område, hvor Bendigo er nu. Det samme skete i en del andre områder i Victoria, blandt andet ved Ballarat, som er Victorias 3. største by, og hvor der er Victorian Championships næste weekend.

Området omkring Bendigo var meget rigt på guld, hvilket førte til at en masse europæere, amerikanere og især kinesere flyttede til området i håb om at blive rige. Udover at skabe Bendigo og en masse andre provinsbyer i Victoria grundlagde det også Melbournes rigdom og position som en af de vigtigste byer i Australien.

Heldigvis for os orienteringsløbere var guldgraverne dårlige til at rydde op efter sig selv. Derfor kan man løbe rundt i noget meget spændende og anderledes terræn her omkring. Man løber simpelthen i mellem store huller, render og punkthøje.

Jeg var så heldig at være banelægger til et løb i et rigtigt godt guldgraverterræn. Dette område blev brugt til model event for WOC stafet i 1985

Om tre uger har vi australske mesterskaber. Det er i Bathurst i NSW. Her har de også en lille smule guldgraverterræn så det bliver helt sikkert spændende.

De super farlige australske dyr

Hvordan er det at løbe orienteringsløb i et land, hvor alle dyr prøver at dræbe dig? Australien er kendt for at have mange farlige dyr. Selv det lille søde næbdyr har en giftig klo omkring sine fødder.

Vi så et ret godt billede på den australske natur, da vi gik rundt i Sydney. Her så vi tre små fugle, omkring halvt så store som en knytnæve, jagte en cockatoo væk, hvilket er en ret stor fugl.

Lige for tiden er det "Swooping season". Magpies, der ligner skader, ligger og ruger æg i øjeblikket, og de er ikke glade for, at folk færdes under deres reder. De kan specielt ikke lide cyklister, så de angriber cyklisterne i nakken lige under hjelmen. Derfor kan man se, at de fleste cykler rundt med noget ekstra monteret på cykelhjelmen for tiden.

Jeg blev selv "Swooped" her forleden, da jeg var ude og tegne kort. Heldigvis bankede den ikke til med næbbet, men jeg fik noget af et chok alligevel.

Lige da jeg kom til Australien var det sæson for edderkopper...

Forstil dig, at du løber og koncentrerer dig om at finde den næste post. Du er måske på vej lidt ned ad bakke og tænker, at du hellere lige må kigge på kortet en ekstra gang. Da du kigger op fra kortet igen, når du lige at se en knytnæve stor edderkop, før du et sekund efter løber ind i dens spind. 

Fra starten af oktober indtil marts bliver der ikke løbet orienteringsløb i skoven. Det skyldes slangerne. De australske orienteringsløbere ynder dog alligevel at komme med ”sjove” kommentarer som "pas nu på slangerne", "hvad gør du, hvis du bliver bidt af en slange?" eller "husk nu at slangerne er i det høje græs" lige før en træning i områder, hvor man løber rundt med græs op til midt på skinnebenet.

Selv kænguruer kan være farlige, hvis de føler sig truet. Jeg var for ikke så lang tid siden ude og løbe en tur med de to hunde, som er i den familie, jeg bor hos i Bendigo. Pludselig løb hundene afsted, da de så en kænguru. De fik jagtet kænguruen ned i en lille dam, og de var klar til at svømme ud til kænguruen. heldigvis fik vi stoppet dem før, for det er en kendt kænguru fælde. Kænguruen vil stille sig ud i vandet, hvor den stadig kan bunde. Hvis en hund svømmer ud mod den, vil den stå der og presse hunden under vandet, indtil den drukner. 

Jeg ser kænguruer hele tiden. Det er lidt skuffende, hvis jeg har været på en løbetur, hvor jeg ikke har set mindst 5 kænguruer. 

De meget anderledes dyr er selvfølgelig fascinerende, men det, jeg synes, er mest fascinerende er, at den australske natur er afhængig af skovbrande for at den bliver holdt i live. Der er endda træer hvis frø kun åbnes efter en skovbrand.

Det er ikke særligt farligt at løbe i australske skove om vinteren. Ligesom i Danmark er dyrene mere bange for os, end vi er for dem. Måske med undtagelse af krokodillen.

3 uger i en autocamper

I sidste opslag skrev jeg om min tur til Wagga Wagga. En uge efter den tur tog jeg på en rejse, som var noget længere væk. Jeg fløj til Cairns, mødte Bjarke og Andreas, to venner fra efterskolen, og sammen kørte vi fra Cairns til Sydney. Mange af billederne er taget af Bjarke på hans kamera.

Vi oplevede nye og spændende ting hver dag, så i stedet for at skrive om vores rejse kronologisk, hvilket ville blive langt og en smule kedeligt, har jeg lavet en top 10, som rangerer de 10 bedste oplevelser, der var på vores tur.

Det kan være en fordel at gå ind på dette  google maps kort, jeg har lavet.

1 - Great Barrier Reef

Den største oplevelse var helt sikkert at se Great Barrier Reef. Vores første møde med revet skete i Townsville. Her var vi på et akvarium, som hedder Reef HQ, for at lære lidt om revet, korallerne og fiskene. En af deres guider fortalte om, hvordan koraller får energi, hvordan de spreder sig, og hvorfor revet taber farve.

Dagen efter tog vi på dagstur til Magnetic Island, som ligger ud for Townsville. Her havde vi det første forsøg med snorkling. Der var en del bølger, så det var ret svært at snorkle. Bjarke og Andreas klarede det ret godt og fik svømmet et godt stykke ud og så vist et par fisk. Jeg var derimod ikke så tryg ved snorklingen der og måtte til sidst give op og svømme tilbage til stranden. Jeg havde derfor nogle lidt blandede forventninger til vores store Great Barrier Reef tur fra byen, med det særprægede navn ”1770”, et par dage senere.

Det blev dog en stor succes!

Vi startede som sagt fra 1770, en lille by som en del lystfiskere sejler ud fra. Efter omkring en times søsyge fremkaldende sejlads ankom vi til Lasy Musgrave Island. Lady Musgrave Island er en koralø. Den er altså lavet af millioner af koraller, som er blevet knust, og der vokser nu træer på øen. På turen havde vi en ret passioneret guide.

Det bedste ved turen var dog snorklingen. Det var helt fantastisk! Rundt om Lady Musgrave Island er der en lagune beskyttet af revet, så der var ingen bølger, hvilket helt sikkert gjorde det en del nemmere at snorkle. Vi svømmede med havskildpadder, jagtede fisk og så kæmpe muslinger.

På vejen tilbage var det så lavvandet, at de blev nødt til at sende et amfibiekøretøj ud for at hente os fra båden.

2 - Dyrelivet

En del af det sjove ved Great Barrier Reef var alle fiskene, men vi så også mange andre dyr. Vi havde blandt andet en lang køretur indtil klokken 3 om natten. Hvorefter vi stod op klokken 6 for at kigge ned i en sø i to timer for at se næbdyr. Først da vi var på vej tilbage, fordi vi havde givet op, så vi dem.

Vi så også en lille skildpadde.

På Magnetic Island var vi knap så heldige. Vi gik en forholdsvis lang tur for at se koalaer, men vi måtte vente til Australia Zoo med at se dem. Til gengæld så vi Rock Wallabies, som er små kænguruer, som sjovt nok oftest lever mellem sten.

En af de første dage så vi en hvid fugl, som havde et langt næb. Vi måtte selvfølgelig straks have kameraet frem, for det var da et sjovt australsk dyr, og vi vidste ikke, om vi kom til at se den igen.

Det gjorde vi dog. Det viser sig, at fuglen bliver kaldt en Bin Chicken (fordi den ligner en høne og godt kan lide at finde mad i skraldespande) og er Australiens due. De var over det hele.

Når man tager til Australien, er der selvfølgelig et dyr, som man skal se - kænguruen. Jeg har selv set masser af dem efterhånden, men det havde Bjarke og Andreas ikke. De første mange kænguruer, vi mødte, var dog døde og lå ved siden af vejen. Da vi var kommet halvvejs, havde vi stadig ikke set en kænguru, så vi fandt en campingplads, hvor ejerne drev et fristed for kænguruer.

I Daintree regnskoven var vi på en nattevandretur i junglen. Vi havde igen en meget passioneret guide, som var 100 gange bedre til at spotte dyrene end os.

Derudover så vi også en pelican i 1770 og pingviner i Melbourne.

3 - Vandreture

Vi havde mange rigtig gode vandreture, hvor vi så den fantastiske og meget skiftende australske natur. Den mest spændende tur var, da vi bestemte os for at gå til toppen af Mount Tibrogargan, som er en del af Glass House Mountains. Det viste sig, at det var mere klatring, end det var vandring.

Glass House Mountains er en gruppe bjerge, som rejser sig fra et ellers meget fladt område.

Da vi nåede toppen, brugte vi lidt tid på at få vejret, nyde udsigten og Andreas og Bjarke fandt en pind, de kunne lege med.

Da solen begyndte at gå ned, begyndte vi at klatre ned igen.

Vi nåede også at se solnedgangen fra Castle Hill i Townsville. Et pink granit bjerg, som står midt i byen. På vejen op var der meget trafik, det virkede næsten som om alle byens indbyggere var ude og løbe bakkeintervaller eller gå op af bjerget.

Da vi kom forbi Byron Bay, som er det østligste punkt i Australien, missede vi dog solnedgangen.

I et forsøg på at se hajer tog vi en morgengåtur, da vi var i Daintree. Vi så ikke nogen hajer, men det var nu en spændende tur alligevel. Vores guide fra nattevandreturen havde sagt at man bare skulle gå langs stranden, og det gjorde vi så. Han havde bare glemt at fortælle at der var en å som flød ud i havet midt på stranden, og derfor blokerede vores vej. Da vi lige havde hørt om krokodiller, blev det en meget hurtig vandpassage. Efter vandpassagen kunne vi dog nyde vores morgenmad med god udsigt.

Martin Illum havde, før jeg tog afsted til Cairns, givet os nogle gode tips til, hvad vi skulle se. Et af dem var et vandfald, som hedder Wheel of fire, hvilket jo sådan set også lyder rimelig cool. Der var desværre ikke nogen ring af ild, vandfaldet er opkaldt efter en blomst, som man finder i det område. Any way, vi gik derop med den intention, at vi ville bade i vandfaldssøen. På vejen derop mødte vi en sød australsk mand, som vi snakkede lidt med. Han tog billeder, mens vi svømmede rundt i det yderst kolde vand.

 Man kan se kulden på vores ansigter.

En sidste vandretur, som er værd at nævne, var vores tur til Cathedral Rock. Her var vi kommet så langt sydpå og så højt op, at det var jævnt koldt. Vi startede derfor også ud med meget tøj på. Vi fik dog hurtigt varmen, især da vi skulle klatre lidt igen. Der var en fænomenal udsigt fra toppen.

4 - Kystlinjen

Den australske kystlinje er fantastisk. Der er hvide sandstrande lige fra Cape Tribulation i nord til Bondi Beach i syd. På alle strande i Queensland finder man en bøtte med eddike og et skilt som advarer mod stingers (en slags brandmænd som kan være livsfarlige at blive ramt af).

Heldigvis er Stinger sæsonen i deres sommer, så det var lidt nemmere at komme ud og bade. Der blev dog spottet en krokodille på den første strand, vi kom til, så lige der var der ikke så meget stemning for at bade. Stranden var også smuk nok i sig selv med regnskoven, som gik helt ned til sandet.

Modsætningen til dette mødte vi i Gold Coast. Her var det store byggerier, som lå helt ud til stranden.

Jeg må indrømme, at jeg nød Daintree lidt mere.

Da vi kom længere sydpå og ikke var så bange for krokodillerne mere, fik vi badet et par gange. Der var nogle store bølger og en del strøm, hvilket bare gjorde det sjovere.

5 - Campinglivet

Jeg er blevet spurgt, om man ikke blev lidt træt af hinanden, når man er presset sammen i en lille autocamper i 3 uger. Men det gik faktisk rigtigt nemt.

Normalt tager man på camping om sommeren. Solen er oppe indtil klokken 9, alle sidder udenfor og hygger sig med et glas rosé i sommervarmen. Sådan var vores tur desværre ikke. Det blev mørkt omkring klokken 6 om aftenen hvilket betød, at det oftest var mørkt, når vi kom frem. Men så var det godt, at vi havde autocamperen, vi kunne sidde inden i og hygge os, lave mad, spille kort og læse.

En hurtig WiFi pause ved Bunnings Warehouse endte med aftensmad og overnatning.

Mange af vores overnatninger var på gratis holdepladser tæt på hovedvejen. Ikke så spændende men når vi alligevel kom efter mørkets frembrud, var det meget fint. Hvis man var heldig, var der endda gratis the og kaffe om morgenen.

Vi havde også nogle overnatninger på nogle lidt mere spændende steder. I Gosford overnattede vi i området omkring en hundevæddeløbsbane.

Vi havde også en aften, hvor den rasteplads, vi gerne ville overnatte på, var lukket. Hvad gør man så? Vi gik ind på Maps.me (vores trofaste offline kort), fandt det vandfald, der var tættest på, og kørte derind. Da vi kunne se, at der var en vandpassage, holdt vi ind til siden og camperede der. Næste dag gik vi op til vandfaldet.

6 - Roadtripping

En del af det at se Australien er at køre langt. Det kan godt være, at vi kørte 3500 km (mens jeg var med. Andreas og Bjarke endte med at køre 5300 km i alt), men der er stadig så meget mere at se og så mange flere km at køre. Australien er virkelig et kæmpe land!

Det at køre blev hurtigt en del af hverdagen. Vi fik et helt særligt forhold til Bruce Highway som vi kørte på mellem Cairns og Brisbane, så da Bruce Highway forsvandt og blev til Pacific motorway, blev vi lidt skuffede.

7 - Australia Zoo

Jeg tror det er omkring 6 år siden, jeg sidst havde været i zoologisk have, og det var selvfølgelig i København. Australia Zoo var noget anderledes end, hvordan jeg husker zoologiske haver.

For det første er den ejet af afdøde Steve Irwins familie. Jeg kendte ikke rigtigt til Steve Irwin før, vi tog forbi Australia Zoo, men jeg må indrømme, at efter besøget er jeg blevet meget fascineret af den mand. Han virker både passioneret og frygtløs.

Den zoologiske have var i det hele taget dejlig. Dyrene havde god plads, og der blev brugt meget energi på at fortælle, at dyrene ikke var her for at blive kigget på, men faktisk var her for at blive helbredt og derefter blive sendt ud i naturen igen. Hvis de ikke ville kunne klare det ude i naturen, blev dyrene i Australia Zoo som nogle ambassadører for deres art.

 Klokken 12 var der krokodillefodring i den store, Colosseum-agtige arena, kaldet Crocoseum.

Hvis I har lyst til at se en krokodillefodring, så prøv at seSteve Irwins sidste. Dem vi så fodre krokodiller var lidt mere pivede.

Før selve krokodille fodringen viste de nogle fugle frem, de var også ret fantastiske.

Krokodillerne er det store trækplaster i Australia Zoo. Hvilket giver god mening, for Steve Irwin var den virkelige verdens Crocodille Dundee. Vi så dog også mange andre australske og ikke australske dyr.

 Kookaburra

 Vombat

8 - Sydney

Det meste af vores tur foregik udenfor de store byer. Vi brugte kun en eftermiddag i Cairns, en aften i Brisbane og en formiddag i Gold Coast. Sydney var den første by, som vi brugte flere dage på at se.

Det første, man går efter, når man kommer til Sydney, er Sydney Opera House. Selvom jeg har set en masse billeder af operahuset og ved præcist, hvordan det ser ud, er der ikke rigtigt noget, der overgår det at stå ved bygningen. Det kan man også se på antallet af billeder, der blev taget af operahuset.

Vi var så heldige at finde en koncert fredag formiddag - vores sidste dag i Sydney. Da det var en formiddagsforestilling, trak vi gennemsnitsalderen gevaldigt ned. Dette kunne tydeligt ses på at køen til elevatoren, var længere end køen til Virtuel Reality brillerne.

Alt i alt en rigtig god oplevelse.

I centrum af Sydney tæt på operahuset ligger The Rocks. En lille halvø hvor de første straffefanger blev sat fri, og så kunne de ellers få lov til at bygge deres eget lille samfund op. Meget spændende område med en masse historie. I området er der blandt andet 3 pubs, som reklamerer med, at de er den ældste pub i Sydney. Vi var på en af dem.

Vi var også på Sydney Fish Market, og inde i Queen Victoria Building.

Vi var på kunstmuseum tre dage i træk. De første to dage var ret fint og spændende, den sidste dag måtte jeg give op på kunsten og sætte mig udenfor og kigge på operahuset.

En del af Sydney er selvfølgelig også at se Bondi Beach. Selvom det var ret koldt i vejret, var der en del ude og surfe. Fra Bondi gik vi en tur langs vandet, forbi de næste par strande.

Vi så også Manly Beach, som ligger lidt uden for Sydney. Vi tog en færge derud, hvilket gav os mulighed for at nyde udsigten til den skønne naturhavn. I Manly kiggede vi også lidt på stranden, hvorefter vi fandt en vandretur, vi kunne gå på, op til den næste strand.

9 - Newcastle og Worimi

Det var egentlig meningen, at vi skulle køre til Blue Mountains og derefter køre til Sydney, men da det var ret koldt, det var en omvej og jeg skal derop senere, tog vi i stedet til Newcastle. Bjarke og Andreas kørte op til Blue Mountains efter Sydney. De siger at det var fantastisk, så der glæder jeg mig til at tage op.

Vi startede med at køre ned til Worimi Conservation lands, som er den største vandreklit på den sydlige halvkugle. Vi fik leget en del i sandet, det var dog mest mig.

 Det var meget populært at komme på kælketur.

Newcastle har den største kuleksporthavn i verden. I 2016 blev der sejlet 161 millioner ton kul ud fra Newcastle. Det gør selvfølgelig havnen til et strategisk mål og fortet, som ligger og beskytter indsejlingen til havnen, er det eneste fort i Australien, som beskød japanere under anden verdenskrig.

Vi var oppe på fortet og få en rundtur af en mand som lød fuldstændigt som Donald Trump. Det hjalp ikke på koncentrationen.

10 - Kulinariske oplevelser

En stor del af det at være i et andet land er selvfølgelig, at man skal prøve deres mad. Australsk mad er bare ikke så forskelligt fra engelsk mad. Vi følte dog stadig at der var et par ting som skulle prøves.

I Newcastle spiste vi battered fish and chips til frokost. En rimelig tung ret.

I Sydney tog vi forbi Harry's cafe de wheels, som eftersigende skulle lave de bedste kødtærter.

Og da Andreas og Bjarke kom forbi Melbourne (mere om det i næste opslag) prøvede vi Vegemite.

Nu er der næsten gået en måned siden jeg kom tilbage til Melbourne, og der er sket en hel del siden da, så der går nok ikke lang tid, før I får det næste opslag.